Børnenes Liv / Children´s Lives

MasayaVolcano

MasayaVolcano

Geografi og miljø

Nicaragua er Mellemamerikas største land og har kyst mod både Stillehavet og det Caribiske hav. En kæde af vulkaner, hvoraf flere er aktive, strækker sig fra nord ned til Nicaraguasøen, Mellemamerikas største sø. Søen er forbundet med det Caribiske hav i øst af floden San Juan. I området omkring Nicaraguasøen og Managuasøen er der en stor fordybning, hvor der dyrkes bomuld. Det indre land består af en delvist skovklædt højslette, og mellem bjergene er frugtbare dale. I øst er der en bred kyststrækning med laguner, strande og floddeltaer. Her regner det mest. Klimaet i Nicaragua er tropisk, og temperaturen varierer meget lidt. Landets østlige region har den største tilbageværende regnskov i Mellemamerika. Men den reduceres hurtigt. Omkring 75 % af den oprindelige skov er fældet for landbruget. Mindst halvdelen af skovrydningen har fundet sted i løbet af de sidste 60 år. Adgang til rent drikkevand er dårlig på grund af forurening af vandkilderne. Pesticider der har været anvendt på frugt og bomuldsplantager siden 1970 har medført alvorlige helbredsmæssige problemer for mange arbejdere.

Ville det mon kunne kaldes en bolig-karré i Danmark? 

Der vaskes bilruder midt på gaden i håb om at tjene til mad.

Nicaragua er en republik i den centrale del af Mellemamerika; landet er det største i regionen og har kystlinje til både Stillehavet og Det Caribiske Hav. Vulkanudbrud og ødelæggende jordskælv er en del af Nicaraguas historie, men også politiske og sociale rystelser har især siden 1970'erne bragt landet i et økonomisk og socialt kaos. Landbruget udgør fortsat den økonomiske rygrad. Som i andre mellemamerikanske lande er forbindelserne til USA nære og modsætningsfyldte.

Spansk er officielt sprog og modersmål for størstedelen af befolkningen. 

Sandinistregeringen indførte efter valget i 1979 et socialistisk inspireret styre, hvilket bl.a. indebar, at en lang række virksomheder og finansielle institutioner blev nationaliseret, og man stræbte efter at skabe en højere grad af social lighed i samfundet. En fejlslagen politik, borgerkrig og USAs embargo mod landet førte imidlertid til en dyb krise i slutningen af 1980'erne, hvor Nicaragua var plaget af hyperinflation og recession. Et liberalt systemskifte fulgte efter valget i 1990, og den økonomiske politik har siden haft som mål at genskabe makroøkonomisk stabilitet med hjælp fra bl.a. Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. Selvom økonomien med bl.a. en stigende turisme siden 1994 har været i vækst, og inflationen er kommet under kontrol, er Nicaragua fortsat et af Amerikas fattigste lande med høj arbejdsløshed, skæv indkomstfordeling og en stor gældsbyrde, som dog lettedes med 80% i 2004 efter aftale med Verdensbanken og Rusland, som gav afkald på sovjetiske tilgodehavender.

Efter at forbindelserne til USA er blevet genoprettet, har USA igen overtaget rollen som Nicaraguas vigtigste handelspartner; fra 2005 gælder frihandelsaftalen CAFTA. Der er et stort underskud på handels- og betalingsbalancen. Danmarks eksport til Nicaragua var i 2005 på 19 mio. kr., mens importen derfra var på 2 mio. kr. Danmarks bistand udgjorde 180 mio. kr. i 2004.

 I 2006 blev Daniel Ortega fra FSLN valgt til præsident efter 17 år i opposition. Ortega lagde vægt på, at partiet gik væk fra marxismen og blive mere socialdemokratisk. En uge før valget støttet FSLN et lovforslag for et totalt forbud mod abort, selv når moderens liv er i fare. Loven blev vedtaget, og det blev spekuleret om FSLN kun stemte for forslaget for at de konservative fik færre stemmer. Præsidenten kan kun sidde én mandat periode. Ortega forsøger derfor at vinde støtte til en ændring, så han kan sidde længere. 

Før spaniernes ankomst var området befolket af nicaraos-indianere, som var fiskere og jægere. Columbus nåede til østkysten i 1502, men erobringen begyndte først med Gil González Dávila i 1522 og Francisco Fernández de Córdoba (ca. 1475-1526) i 1524, som grundlagde byerne Granada, León og Segovia. Landet hørte under den spanske koloniadministration i Guatemala. Indianerne gjorde indtil 1700-t. stærk modstand mod spanierne og blev næsten udryddet af krig, sygdom og tvangsarbejde. I 1667 erhvervede den engelske krone Moskitokysten.

I kolonitiden havde landet ingen særlig økonomisk betydning for Spanien, men det udgjorde en base i forberedelsen af ekspeditioner til andre regioner. Kampen for uafhængighed begyndte i León i 1811. Kolonien løsrev sig fra Spanien i 1821 og sluttede sig i 1822 til det mexicanske kejserrige under Agustín de Iturbide. Efter Iturbides fald 1823 blev Nicaragua en del af Mellemamerikas Forenede Provinser. I 1838 løsrev landet sig fra føderationen og blev uafhængigt.

Opbygningen af nationalstaten var præget af langvarige borgerkrige mellem de liberale og de konservative oligarkier, hvis bastioner var hhv. León og Granada. Konflikten udtrykte forskelle i de regionale og økonomiske interesser, og den manglende konsensus gjorde Nicaragua yderst sårbart over for USA, som fra midten af 1800-t. gennemførte en veritabel interventionspolitik. I 1855 støttede USA den amerikanske eventyrer William Walkers erobring af Nicaragua. Han udråbte sig selv til præsident, men måtte i 1857 vende tilbage til USA.

I 1893 satte præsident José Santos Zelaya en reformproces i gang, herunder en modernisering af landbruget. Som led i denne politik blev de indianske fællesjorder eksproprieret, hvorimod de store kaffeplantager blev udvidet. Zelaya fik Moskitokysten tilbage fra England i 1898. Et konservativt oprør med militær støtte fra USA tvang i 1909 Zelaya til at træde tilbage, og det blev begyndelsen på en lang række interventioner fra USA's side, som i praksis gjorde Nicaragua til et amerikansk protektorat.

Oprørslederen, general Estrada, overtog regeringsmagten og bragte landet i total afhængighed af amerikanske selskaber, der kontrollerede landbrugssektoren, minedriften og bankerne. I 1925 blev landet besat af amerikanske marinesoldater under påskud af indre uro. Borgerkrigen mellem de liberale og de konservative blussede op igen i 1926, og amerikanerne besatte atter landet. Okkupationstropperne mødte stærk modstand fra guerillahæren under ledelse af den liberale, nationalistiske Augusto César Sandino, som i 1933 tvang amerikanerne væk.

Anastasio Somoza García, leder af militærpolitiet, der var blevet oprettet af amerikanerne, etablerede sig i 1937 som statsoverhoved og stiftede et familiediktatur, som, støttet af USA, regerede Nicaragua indtil 1979. Somozadiktaturet undertrykte oppositionen og det civile samfund, mens landets naturresurser blev overladt til amerikanske interesser og til Somozafamilien. I Somozaperioden indtog Nicaragua en vigtig rolle i USA's strategi mod nationalistiske, folkelige bevægelser i regionen.

Et folkeoprør med støtte af brede kredse inden for borgerskabet og dele af den katolske kirke og under ledelse af guerillabevægelsen Den Sandinistiske Befrielsesfront fjernede i 1979 Anastasio Somoza Debayle fra magten. Sandinisterne fik efterfølgende magten i de sejrendes junta og gik i gang med en reformpolitik til gavn for de fattige. På trods af at de sociale og økonomiske forandringer var forholdsvis moderate, fik regeringen under ledelse af Daniel Ortega fra begyndelsen en voksende opposition imod sig bestående af erhvervsorganisationer, middelklassen, dele af den katolske kirke samt befolkningen i den østlige del af landet. USA's regering under Ronald Reagan støttede den regeringsfjendtlige guerilla, contraerne, under påskud af, at sandinisterne støttede guerillaerne i El Salvador. Borgerkrigen udmattede ledelsen og svækkede resultaterne af reformerne. Ved præsidentvalget i 1990 tabte Ortega regeringsmagten til Violeta de Chamorro fra den borgerlige koalition UNO, som fik flertal i Nationalforsamlingen. Chamorro gennemførte en markedsorienteret økonomisk politik og en række reformer for at fjerne sandinisterne fra magtpositioner i militæret, politiet og andre institutioner. Hendes efterfølger i 1997, Arnoldo Alemán, praktiserede en endnu mere drastisk neoliberal politik med bl.a. privatiseringer, der skulle tiltrække udenlandske investeringer. Selvom sandinisterne svækkedes pga. splittelser, forblev de det største oppositionsparti med forankring i de dårligst stillede sociale grupper, der var hårdt ramt af den neoliberalistiske økonomiske model.

Økonomisk krise og social nød førte i 1990'erne til en stærk stigning i børnearbejde og et betydeligt fald i skolegangen. Ifølge UNESCO (1997) kom 23% af børnene i skolealderen ikke i skole. Politisk indgik de to store politiske blokke, det regerende liberale parti og sandinistfronten FSLN, i 1999 en omstridt pagt, der bl.a. betød dårligere betingelser for små partier og immunitet for præsident Arnoldo Alemán (f. 1946) efter hans regeringsperiode. Trods mange korruptionsanklager mod Alemán blev hans vicepræsident, Enrique Bolaños (f. 1928), i 2001 valgt til præsident. Oppositionens kandidat, den mangeårige sandinistleder Daniel Ortega, tabte i opløbet. FSLN havde fra 2000 magten i 11 ud af 16 provinshovedstæder og i hovedstaden Managua. Bolaños brød efter at være valgt til præsident med det liberale parti og dannede sit eget parti Alliance for Republikken, APRE. Han rejste anklager om korruption mod sin forgænger, der blev idømt tyve års fængsel. Dermed havde Bolaños isoleret sig indenrigspolitisk, men blev holdt oppe af USAs økonomiske støtte, der sigtede mod at undgå sandinisternes tilbagevenden sammen med de liberale. I 2005 besluttede G8-landene at eftergive Nicaraguas gæld. I november 2006 vandt Daniel Ortega som FSLNs kandidat præsidentvalget. Han lovede at arbejde for en forbedring af den fattige del af befolkningens kår, men uden radikale økonomiske forandringer. Både Nicaragua og USA udtrykte efterfølgende imødekommenhed overfor fortsat samarbejde.

På vej igennem lossepladsen i Managua, Nicaragua.

Kilde: Den Store Danske - Gyldendals åbne encyklopædi